Bumball er et kreativt boldspil til både børn og voksne, som er nemt at lære og sjovt at spille. Et af spillets vigtigste kvaliteter er, at det let kan tilpasses til spillernes fysiske og motoriske niveau. Spillet kan bruges på vidt forskellig vis, alt efter hvem der spiller, og hvor der bliver spillet. Det er et spil, som egner sig til alle, også dem der normalt ikke oplever den store succes gennem boldspil.
Hvordan spilles Bumball?
- Bumball er et velcro boldspil
- 2 hold spiller mod hinanden
- Man afleverer til hinanden med en blød bold
- Spillerne må kun gribe bolden med bryst eller bagdel
- Der er mål, når en spiller griber bolden i en målzone
Hvem kan spille Bumball?
Da spillet er let at tilpasse til udøvernes behov og niveau, egner det sig til alle. I afsnittet om tilpasninger til Bumball kan du se forslag til, hvordan du regulerer intensiteten og graden af fysisk kontakt, så folk som er uøvede – eller som ikke længere er så lette til bens – kan være med.
Hvor kan man spille Bumball?
Bumball kan spilles både ude og inde. Hvis der spilles ude, kan man spille på alt fra sand og græs til et fast underlag. Dog er det bedst ikke at spille på en mudret/våd græsplæne eller en plæne med meget løst græs, da dette kan sidde fast i velcro’en på Bumball udstyret. Inde kan Bumball spilles i alt fra en lille lav gymnastiksal til en stor hal.
Hvorfor Bumball?
Spillet kan bruges som fysisk træning, og til at træne bevægelsesmønstre til boldspil som f.eks Basketball, Håndbold og Volleyball. Det rummer derudover et nyt socialt element, som kommer til udtryk ved at deltagerne smiler og griner sammen. Spillet føjer sig til rækken af alternative spil klassikere som f.eks Ultimate, Kin-Ball og Korfball.